
Bambuni Super Cup vender tilbage til Arena Randers
Søndag den 24. august 2025 venter et vaskeægte håndboldbrag i Randers, når fire af Danmarks absolut bedste hold tørner sammen i direkte DM-revancheopgør.

Arena Randers danner for tredje år i træk rammen om Bambuni Super Cup – det traditionsrige sæsonkickoff i dansk ligahåndbold, hvor sidste sæsons DM-finalehold på både herre- og kvindesiden mødes til to højintense topkampe.
Hos kvinderne mødes Odense Håndbold (DM-vindere) og Team Esbjerg (Pokalvindere & DM-sølvvindere) kl. 14.00, mens Aalborg Håndbold (DM- og pokalvindere) og Skjern Håndbold (DM-sølvvindere) afgør herrernes Super Cup kl. 16.00. Begge opgør vises desuden live på TV2 og sætter dermed ikke bare Arena Randers, men hele byen på det nationale håndboldlandkort.
Stolt vært og national eksponering
”Det er en stor ære at lægge rammer til Bambuni Super Cup endnu en gang. Vi er stolte over, at nogle af landets bedste håndboldhold spiller så vigtige kampe i Arena Randers, og vi glæder os til en dag med fyldte tribuner, intens stemning og topklasse håndbold. At kampene vises live på tv gør det hele endnu større – det er en unik mulighed for at vise både arenaen og hele Randers frem for håndboldfans i hele landet,” siger Morten Arnesen, direktør i Arena Randers.
Stærkt samarbejde og lokal opbakning Randers Kommune bakker op om begivenheden og ser Super Cuppen som en naturlig forlængelse af byens stærke håndboldprofil.
”Det bliver en håndboldfest, og det er godt gået af Arena Randers, at det er her fra Randers, at de spændende kampe bliver vist. Jeg er sikker på, at vi er mange, som ser frem til nogle både spændende og nervepirrende håndboldøjeblikke” udtaler Torben Hansen, borgmester og formand for Eventrådet.
Tophåndbold ser frem til ny sæsonstart i Randers For Tophåndbold er det et stærkt match at lægge Super Cuppen i Randers, og forventningerne til opgørene er høje.
”Vi glæder os igen i år til at gæste Arena Randers og starte en ny sæson op med den klassiske Super Cup. I år ser vi særligt frem til at have vores nye navnepartner, Bambuni med, som for første gang gør deres entre som partner hos Tophåndbold. Samtidig fortsætter vi det stærke partnerskab med organisationen bag Arena Randers, og vi glæder os til sammen at skabe rammerne for endnu en stor håndboldfest for børn og voksne med fokus på gode håndboldkampe og en god publikumsoplevelse.” udtaler Thomas Christensen, direktør i Tophåndbold
Billetsalget er skudt i gang via Ticketmaster
Arena Randers er en af Danmarks førende multiarenaer, hvor sport, kultur og fællesskab går hånd i hånd. Arenaen danner året rundt ramme om alt fra store sportsbegivenheder til koncerter, konferencer og messer.