
Drømmen om elbilen Hope Whisper fortalt af manden bag
Foredrag på Museum Østjylland lørdag 6. september 2025, kl. 13 - 15. Arrangement kræver billet.

I 10 år udsprang iværksætteri og nytænkning af den bedste slags fra Randers og Hadsund! Netop her kom de to elkøretøjer ”ellerten” og Hope Whisper i 1980’erne til verden, skabt af krøllede hjerner, jysk ukuelighed og en indædt tro på, at elbilisme var vejen frem. En af hjernerne var forretningsmand og biludvikler Thure Barsøe-Carnfeldt, som nu i et spændende foredrag på Museum Østjylland fortæller om elbilen Hope Whisper og om sit farverige liv.
Året er 1983, og scenen er sat til en storslået præsentation af elbilen Hope Whisper i Forum. Blitzlysene blinker, og jakkesættene fra øverste hylde er mødt op for at være i begivenhedernes centrum, når Hope Whisper kører afsted som en tidlig danskproduceret elbil. Synet af det lille el-køretøj, der triller direkte ind i banden på cykelbanen med et brag, er der vist ingen, der glemmer.
”Hope Whisper blev i dagene derefter samtaleemnet omkring frokostbordene, men jo ikke helt på den måde, Thure Barsøe-Carnfeldt havde håbet på,” siger udstillingsarkitekt Jakob Beck Purup, der har tegnet og bygget museets særudstilling om ellerten.
En historie om en stædig iværksætter
Med Hope Whispers opsigtsvækkende debut, var års drømme og hårdt arbejde for en tid vingeskudt. Men Thure Barsøe-Carnfeldt og folkene bag Hope Whisper arbejdede ustoppeligt videre med bilen, som de fastholdt kunne revolutionere bilismen. Benzinprisernes himmelflugt og en spirende interesse for elektriske køretøjer, motiverede fortsat Thure Barsøe-Carnfeldt til at fortsætte eventyret. En rigtig opfinder og iværksætter giver aldrig op, og et stort håb om en ny miljørigtig form for bilisme måtte ikke ende som en sagte hvisken.
Whisper-elbilen er kun et i en række af pionerprojekter fra Thure Barsøe-Carnfeldts hånd, og allerede som barn byggede han motoriserede sæbekassebiler. Senere var han involveret i udviklingen af både radioapparater, batteridrevne ubåde og salmonellafrie kyllinger! Thure Barsøe-Carnfeldt var ikke mindst også manden bag it-virksomheden Hope Computer i Hadsund.
”Thure Barsøe-Carnfeldt er en ener og en begejstret fortæller, der har samlet flere oplevelser i sit liv end de fleste. Han er Hadsunds nok mest alsidige og energiske 85-årige borger. Vi er på museet meget glade for, at han har sagt ja tak til at fortælle om et enestående stykke bilhistorie med elbilen Hope Whisper og hans store andel i den,” siger Jakob Beck Purup.
Elbiler fra Jylland
Ellerten fra Randers og Hope Whisper fra Hadsund har en del til fælles, og flere personer spillede roller i begge projekter. Som til ellerten var forventningerne også store til den lille innovative bil Hope Whisper, som skulle introducere en helt ny måde at tænke bilisme på.
Foredraget med elbil-pioneren Thure Barsøe-Carnfeldt den 6. september knytter sig til museets aktuelle særudstilling Ellert – elektriske drømme, der fortæller historien om ellerten, der blev lanceret omtrent på samme tidspunkt som Hope Whisper. Udstillingen er blevet til i anledning af ellertens 40-års jubilæum i år og kan opleves frem til efteråret 2026.
Efter foredraget inviterer Ellertforeningen og museet til uformel snak i ellert-udstillingen.
Køb Billet
Prisen for dette arrangement er 85 kroner inkl. kaffe og te. Øl og vand kan tilkøbes. Køb billet på museumoj.dk



