
Opfinderskolen for alle børn
Mandag og tirsdag i påskeugen kan børn i alle aldre opfinde, designe og bygge biler. Opfinderskolen leverer den elektriske indmad til bilerne – og så er det bare at rulle derudad med de små elbiler. Det er gratis på Museum Østjylland.

Det er en medfødt menneskelig ressource at kunne være kreativ. For nogle er det let at forvandle gode idéer til noget konkret og håndgribeligt.
”For andre skal ”krea-musklen” måske trænes lidt mere, før succesen kommer i hus,” smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen.
Opfinderskolens krøllede hjerner medbringer et slaraffenland af sjove dimser og dutter og står klar til at hjælpe alle børn med at bygge de små elbiler.
”For børn er det ofte nok, at der er farverige materialer, godt værktøj og fed inspiration til rådighed, så vælter børnenes mange idéer ud. Heldigvis kan vi her på museet tilbyde alle de nødvendige elementer, når Opfinderskolen kigger forbi og har masser af byggematerialer og bil-inspiration med.”
Når bilerne er færdige, skal de naturligvis afprøves! Det sker på baner rundt på museet.
Aktiviteten er sjov for både små og store børn. Er barnet under fem år, skal aktiviteterne dog foregå i følge med en voksen.
Var det noget med en el-karet?
I dag triller der elbiler rundt på veje og gader, så langt øjet rækker. Strømlinede, højteknologiske og hurtigt ude af starthullerne. Men tror man, at elbilen er et relativt nyt fænomen, kan man godt tro om igen!
En af de første elbiler blev skabt allerede i 1830’erne af den skotske opfinder Robert Anderson, og den var en slags motordrevet karet. Hvor hestene normalt var spændt for kareten, sad i stedet et par store batterier, der drev elbilen fremad.
I dag kører der over 500.000 elbiler rundt på de danske veje. Tallet er steget hurtigt – og stiger stadig – så det er stadig noget ganske nyt, at elbiler er populære.
”Eller det kommer selvfølgelig an på, hvem man spørger! For de ellert-entusiaster, der har hjulpet med at lave museets aktuelle særudstilling Ellert – elektriske drømme, har elbiler altid været cool – eller i hvert fald i over 40 år,” påpeger museumsinspektøren.
Benyt påske-besøget på Museum Østjylland til at se eller gense særudstillingen om det lille elkøretøj, ellerten, hvis bagmænd i 1980’erne havde store drømme om at revolutionere bilbranchen.
Ferieaktivitet:
Sjov med elbiler, mandag den 30. og tirsdag den 31. marts 2026, begge dage kl. 10 - 13. På Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C. Gratis. Børn under fem år i følge med en voksen.






