
Vinterferiehygge ved bålet på Randers Naturcenter
I vinterferien er der god grund til at trække familien med ud i den friske luft. I uge 7 – fra mandag til torsdag den 9.–12. februar – slår Randers Naturcenter dørene op til hyggelige og sanselige vinterferieaktiviteter for både børn og voksne.

Alle fire dage tændes der op i bålet, hvor varmen, roen og forhåbentlig det flotte vintervejr kan nydes i fællesskab. Rundt om bålet er der mulighed for at snitte figurer i frisk træ – måske et lille naturfolk, en snurretop eller noget helt tredje. Her får både små og store hænder lov til at arbejde sammen med kniven, mens træspånerne hober sig op og kreativiteten får frit spil.
Der kan også poppes popcorn over bålet, og gæster er meget velkomne til at medbringe egen mad til tilberedning. Naturcenteret stiller både potter og pander til rådighed, så det er oplagt at tage en portion suppe, pandekagedej eller en stak pølser med og gøre frokosten til en fælles oplevelse i det fri.
Ud over bålaktiviteterne kan familien besøge Randers Naturcenters dyr og se, hvordan de klarer sig gennem vinteren. Derudover er de populære følekasser fundet frem – en sjov og lærerig udfordring, hvor både børn, forældre og bedsteforældre kan dyste i at gætte, hvad der gemmer sig, kun ved hjælp af følesansen.
Ifølge leder af Randers Naturcenter, Helle Marie Taastrøm, handler vinterferieaktiviteterne især om nærvær og fællesskab:
“Vinterferien er en oplagt mulighed for at være sammen på tværs af generationer. Her er plads til både fordybelse, leg og nysgerrighed – og naturen giver de perfekte rammer for gode fælles oplevelser,” siger hun.
9.- 12. februar, kl. 10–14, er der gratis aktiviteter med naturen som ramme og bålet som samlingspunkt.
Randers Naturcenter ligger smukt placeret ved Gudenåen, og et besøg kan med fordel kombineres med en gåtur i de tilstødende enge, hvor vinterlandskabet viser sig fra sin stille og stemningsfulde side.



