
Dufte åbner for nye måder at opleve historien på
Det er svært at forestille sig livet på Randersegnen for flere hundrede eller tusinde år siden. Men måske kan lugte og dufte bringe os tættere på. Kom til Duft-omvisninger på Museum Østjylland i efterårsferien, tirsdag 13. oktober og torsdag 15. oktober 2026.

På tidsrejserne oplever deltagerne fortidens spændende historier – med næsen. De guidede duft-omvisninger føres an af duft-specialist Silja Bertelsen, der fører an gennem museets udstillinger og fortællinger med næsen først.
Alle ved, at dufte kan vække stærke følelser og øjeblikkeligt kalde minder frem. En særlig duft af ristet brød eller solmodne jordbær kan føre os direkte tilbage til bedsteforældrenes hyggelige køkken. Vores lugtesans er nemlig direkte forbundet med hjernens følelsescenter.
Men kan dufte og lugte mon også åbne historier fra virkelig gamle dage?
”Det finder I ud af, hvis I kommer ind på museet tirsdag eller torsdag i efterårsferien. Duft-specialisten Silja tager jer nemlig ud på en duft-tidsrejse i og omkring fortidens Randers via datidens dufte. Eller lugte – vi må se, hvad der sker,” siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen.
For alle sanser
Silja Bertelsen har til omvisningerne udvalgt dufte til flere forskellige historiske tider. På turen rundt i udstillingerne får deltagerne duftdispensere om halsen og bruger deres sanser til at se, lugte og opleve de mange udstillede ting og fortællinger.
”Duftomvisningen er en eksperimenterende oplevelse med kun 10 - 15 gæster på hver omvisning. Oplevelsen er multisensorisk. Det vil sige, at flere sanser bliver påvirket på samme tid, og undervejs får I mulighed for at tale om, hvordan duftene og lugtene påvirker jer,” forklarer duft-specialisten.
Silja Bertelsen pointerer, at duftene ikke fortæller os præcist, hvordan fortiden duftede, men de giver deltagernes krop og fantasi mulighed for at komme tættere på en verden, der var engang.
Omvisningerne går blandt andet gennem fortællinger om fortidsmenneskenes ritualer og overtro. Undervejs møder børn og voksne en shaman fra jægerstenalderen, en kvinde, der har ligget 2.000 år i en mose og en berømt helgen.
Måske kan Silja Bertelsen på omvisningerne endda få middelalderbyen Randers til at dufte dejligt?
”Det er der nu ikke noget, der tyder på, at den gjorde,” smiler museumsinspektøren.
”Arkæologerne har i Randers fundet mange latriner – altså gammeldags toiletter – og masser af affaldsdynger. Når vi samtidig ved, at der ikke fandtes kloaker eller affaldssortering i middelalderens Randers, så må der have lugtet ret dårligt overalt i byen.”
Oplev duft-omvisningerne på Museum Østjylland, tirsdag den 13. oktober og torsdag den 15. oktober 2026. Begge dage kl. 10 - 11 og kl. 12 - 13.
Det er gratis men husk tilmelding på museumoj.dk



