G.I. Joe-udstilling på Memphis Mansion
Foto © Benny Ray og Brian Munin
start på hovedindhold

G.I. Joe-udstilling på Memphis Mansion

I efterårsferien fra 12. - 17. oktober danner Memphis Mansion endnu engang rammen for en spændende udstilling. Oplev action-legetøjet fra 80'erne der erstattede Star Wars.

G.I. Joe-udstilling på Memphis Mansion
Foto © Benny Ray og Brian Munin

Benny Ray, manden bag SCI-FI-CON, udstiller endnu engang genstande fra sin personlige samling på Memphis Mansion i Randers. Denne gang er det i samarbejde med Brian Munin, og udstillingen omhandler G.I. Joe og Action Force figurer. Der vil også være mulighed for at købe masser af forskellige action figurer. 

"Det er blevet en god tradition at udstille forskellige objekter fra min film- og legetøjssamling på Memphis Mansion, der jo har de perfekte rammer," siger Benny Ray. "Jeg har så mange ting, og der er masser at vælge imellem hver gang, så der altid er noget nyt at se. Denne gang har jeg slået mig sammen med min ven Brian Munin, der faktisk har langt mere G.I. Joe og Action Force end jeg har! Der er også mulighed for at købe unikke figurer og samlerobjekter, da både udstillingen og min merchandisebutik SCI-FI-SHOP dækker årene fra 1977 til nu, altså det mest populære merchandise igennem næsten 50 år"

G.I. Joe-legetøjet, der i Danmark blev solgt under navnet Action Force, slog for alvor igennem i midt-80'erne. De startede som store 30 cm. høje action man figurer i 60'erne med militær tema, men efter at Star Wars havde succes med figurer i mindre størrelse, så relancherede man G.I. Joe i samme størrelse sammen med en lang række tegnefilm. Man forbedrede også designet, så figurerne havde mange flere bevægelige led end Star Wars-figurerne. Da Star Wars-feberen delvist ebbede ud i midten af 80'erne, overtog G.I. Joe endnu engang pladsen som nr. 1 på drengeværelserne i hele verden.

Har man noget gammelt actionlegetøj liggende i gemmerne, kan man også tage det med ud på Memphis Mansion og få det vurderet af Benny Ray.

Udstillingen er åben alle dage kl. 11-17 og der er gratis entre.

Yderligere informationer kan findes på Facebook-begivenheden "TOY-CON featuring G.I. JOE."

Nyheder