
NAT PÅ MUSEET: Oplev kunsten i lygteskær
Torsdag den 29. november kl. 16-20 inviterer Randers Kunstmuseum i anledning af Halloween til gys og gru i museets sale, når 9 skuespillere fra Randers Teaters Talentskole vækker kunsten til live.

Hvad sker der med kunsten, når mørket falder på, og museets sale tømmes for besøgende? Kom med på en anderledes museumsoplevelse i lygternes skær og hør kunsten fortælle. I anledning af Halloween sender museet gæsterne på opdagelse i udstillingerne. Undervejs venter der historier, overraskelser og måske et par gys.
Nat på museet er en spændende måde at besøge Randers Kunstmuseums samling på, hvor samspillet mellem museets værker og den levende scenekunst giver publikum nye og gysende spændende oplevelser. Aftenens skuespillere er alle elever fra Randers Teaters Talentskole og arrangementet er blevet til i et samarbejde med Randers Teater.
Vind konkurrencen: Find din mest uhyggelige udklædning frem
Publikum opfordres også til at møde op i deres bedste eller mest uhyggelige udklædning og deltage i konkurrencen om et gavekort på 500 kr. til Randers City. Så der er god grund til at finde kostumet frem, inden turen går gennem museets mørke sale.
Gratis adgang – kom, når det passer
Nat på museet finder sted torsdag den 29. oktober kl. 16-20 på Randers Kunstmuseum i Kulturhuset. Publikum sendes af sted på ruten i mindre hold. Mød op indenfor tidsrummet, så bliver I sendt afsted på næste tur. Der er ikke behov for tidsbestilling.
Obs. Skuespillerne holder pause kl. 18-18.30, men museet er stadig åbent i dette tidsrum.



