start på hovedindhold

Rådhushaven vender tilbage til hjertet af Randers

Fredag den 29. maj bliver startskuddet på sommeren i Randers, når Rådhushaven igen åbner på Rådhustorvet – en dag, hvor bymidten danner ramme om masser af liv, aktiviteter og gode oplevelser.

Randers Cityforening og Randers Event står endnu engang bag den populære Rådhushave, som forvandler torvet til en grøn og levende oase med blomster, duftende krydderurter, opholdszoner og hyggelige aktiviteter samt leg. Haven bliver et naturligt samlingspunkt for både randrusianere og besøgende, der kan nyde solen, slappe af og deltage i sjove og uformelle aktiviteter i hyggelige omgivelser.

”Vi har med sommerens Rådhushave fået skabt en tradition, som er meget populær. En have, der inviterer ind til ophold, hyggesnak og afslapning i midtbyen” siger eventchef Mette Bertelsen fra Randers Event.

Åbningsdagen falder sammen med Open by Night, Streetfood Festival på J.O.K Plads samt åbningen af det nye Familiehus på Slotspladsen. Det betyder, at hele bymidten vil summe af liv, handel, madoplevelser og aktiviteter for både børn og voksne.

”Det bliver en helt særlig dag, hvor vi for alvor skyder sommersæsonen i gang. Når Rådhushaven, Streetfood Festival og Open by Night går hånd i hånd, viser det, hvor stærkt et fællesskab og hvor mange oplevelser Randers kan byde på,” siger citychef Sille Fogh fra Randers Cityforening.

Rådhushaven holder åbent hele sommeren og vil løbende byde på hyggelige aktiviteter og gode oplevelser under åben himmel – og med masser af live musik.

Nyheder