Rasmus Bjerg og Rasmus Madsen kommer begge til Randers Festuge
start på hovedindhold

Rasmus Madsen hylder sin far til Randers Festuge

Fredag 7. august bliver en aften i de store danske sangskriveres tegn på Amfiscenen i Randers Festuge. Her kan publikum opleve markante hyldester til Johnny Madsen og John Mogensen – formidlet af to kunstnere med samme fornavn, men med hver deres musikalske mission.

Rasmus Bjerg og Rasmus Madsen kommer begge til Randers Festuge

Da Johnny Madsen gik bort, mistede Danmark en af sine mest markante rockpoeter. Men sangene lever videre. I Randers Festuge står sønnen Rasmus Madsen i spidsen for bandet MADSEN og hylder sin fars musikalske og lyriske univers. Sammen med nogle af dansk rocks mest erfarne musikere giver han nyt liv til de sange, som gennem årtier har sat lyd til vestjysk lune, eftertænksomhed og rock’n’roll.

Forårets og sommerens koncerter landet over har udløst flotte anmeldelser, og publikum har taget varmt imod hyldestkoncerterne. ”Vi tager ud på min fars vilje, på jeres nåde og vores begejstring,” siger Rasmus Madsen.

Samme aften er det Rasmus Bjergs tur til at hylde en anden af dansk musiks helt store personligheder. I rollen som John Mogensen genopliver han nogle af dansktoppens ukronede konges største evergreens i et show, der forener koncert, teater og et spektakulært visuelt univers.

Sammen med sit stærke orkester fylder Rasmus Bjerg Amfiscenen med de sange, som generationer af danskere har sunget med på. Publikum kan derfor godt begynde at varme stemmerne op, for der bliver rig mulighed for at synge med på klassikere, der stadig har en helt særlig plads i danskernes hjerter.

Med to stærke hyldester på samme aften er der lagt op til en festugeoplevelse, hvor både rockpoesi, fællessang og dansk musikhistorie får nyt liv under åben himmel i Randers.

Læs mere og køb billet på Værkets hjemmeside 

Seneste nyt

Nyheder